Behandlingsstedet Harebakken, Bredvigvej 1B, Sønderby, 4050 Skibby. Telefon og fax: 47 52 05 95. E-mail: harebakken@post.tele.dk

>> STARTSIDE > BESKRIVELSE

September 2007


Behandlingsstedet Harebakken


[Beskrivelsen kan downloades/udprintes her]



Der kan også navigeres rundt i teksten via overskrifterne:
[Brug "tilbage"-pilen i din browser for at vende tilbage hertil]



BELIGGENHED OG OMGIVELSER

Behandlingsstedet Harebakken har til huse i landsbyen Sønderby i Frederikssund Kommune. Vi bor tæt ved marker, skov og strand, omgivet af Roskilde Fjord - tæt ved naturreservatet ved Selsø Slot.
I Sønderby er der et tæt og trygt børnemiljø, alle i byen kender hinanden og børnene leger sammen på landsbyens store fælles legeplads med fodboldmål, klatrestativ og gynger.
Sønderby har en lille havn og en strand, der indbyder til sejlsport, badning og fiskeri. Om vinteren er der mulighed for at kælke, stå på ski og løbe på skøjter på gadekæret.
I omegnen findes diverse aktive sportsklubber, spejder, bibliotek, biograf, rideskole, musikskole og ungdomsskole.



GODKENDELSE OG NORMERING

Behandlingsstedet Harebakken er en selvejende fond, hvor vi tilbyder en socialpædagogisk døgnbehandling indenfor definerede og forudsigelige rammer. Vi er godkendt til 6 børn i alderen 3-12 år ved anbringelses-
tidspunktet.
Den nuværende børnegruppe har alderen 12 - 16 år. Børnene har boet på Harebakken mellem 5 og 9 år. I løbet af det næste ½ år vil de to ældste børn fraflytte Harebakken. Vi har derfor besluttet at starte en ny generation af mindreårige børn, i en ”lillegruppe” på de to ledige pladser. Samtidig arbejder vi på et tilbud, hvor vi kan deltage i en udslusningsproces for de børn, der fraflytter Harebakken
Vi er normeret til en daglig leder, 8 pædagogiske medarbejdere (hvor normeringen til vikar er lagt ind i den faste normering), en praktisk medarbejder 25 t/uge og kontorhjælp 160 t/år. Vi budgetterer med supervision 1½ t/md./barn. Ingen lukkedage.



HISTORIE OG UDVIKLING

Da vi stiftede behandlingsstedet i 1992, var det i høj grad med plejefamiliebaggrund. Vi blev dengang godkendt til 3 børn og tilbudet lød på døgnbehandling i familiemæssige rammer. Udgangspunktet for behandlingen så vi som det miljøskift barnet foretager, ved at flytte ud fra en dårligt fungerende familie og over i nye faste og trygge familiære rammer. Behandlingen havde karakter af at få barnet i trivsel og fungere indenfor disse rammer.
Vi gjorde os snart den erfaring, at de børn vi modtog på behandlingsstedet, havde et langt større og mere omfattende behandlingsbehov end disse rammer kunne opfylde.
I begyndelsen troede vi, at vi via vores familiekultur kunne skabe en familielignende institution. En afgørende erfaring var, at det kunne vi ikke. Det som reelt skete var, at vores egen familie i stedet blev institutionslignende. De faste og stærkt styrende rammer, som var nødvendige omkring de indskrevne børn, blev samtidig også en ramme om vores familieliv.

I de følgende år har vi derfor foretaget en udvikling fra en familielignende til en institutionslignende ramme. I den ydre ramme har dette betydet:

- at vi som fastboende familie har lavet en privat afdeling i sammenhæng med behandlingsstedet, hvor vore egne børn kan leve et almindeligt familieliv og hvor vi som fastboende voksne kan få fritid og rum
- at vi har udvidet antallet af indskrevne børn for at få en dynamisk børnekultur
- at vi har øget antallet af medarbejdere af hensyn til børnegruppen

Denne udvikling har betydet:

- at udefra kommende medarbejdere kan tilbydes selvstændighed og indflydelse i arbejdssituationen, der ikke samtidigt skal rumme en privat familie
- at vi i dag har et yderst velkvalificeret pædagogisk personale med bred erfaring indenfor arbejdet med normale børns udvikling, såvel som med behandlingskrævende børns udvikling (døgninstitutionserfaring)

Vi definerer nu bevidst behandlingsstedet som et behandlingsmiljø og ikke et kernefamiliemiljø.
Vi oplever en lettelse hos de indskrevne børn over, at de ikke skal forholde sig til vores familiestruktur, som i en forstand er ukendt for dem og samtidigt minder dem om egne nederlag. Børnene skal således ikke sammenligne sig med vore biologiske børn og derfor ikke konkurrere med dem.
Det er vigtigt for os, at børnene på Harebakken kommer til at forstå sig selv og deres egne udviklingsbetingelser. Ved at være sammen med ligesindede, kan børnene spejle sig i hinanden og i den smertelige fortid, de alle må opleve som personlige nederlag og egen værdiløshed.
I visitationen er vi meget bevidste om at modtage børn, som har brug for et egentligt behandlingsmiljø. Hermed også sagt, at det er langtidsanbragte børn, som kan have svært ved at tåle de tætte følelsesmæssige relationer, som en almindelig kernefamilie udgør.

Denne udvikling har medført, at der er opstået et nyt miljø, en institutionsfamilie som børnene kalder Familien Harebakken.



HAREBAKKENS BØRNEGRUPPE

Harebakkens behandlingstilbud har et eksistentielt formål, hvor det er selve barnets indre kerne og personlighed, der gennem års anbringelse søges defineret og udviklet.

Harebakkens børn er – i større eller mindre grad - præget af følelsesmæssigt kaos og mangler derfor kendskab til og forståelse af egne og andres følelser.
For disse børn hænger følelser, tænkning og handling ikke sammen. Deres handlinger er ofte styret af angst og impuls, mens tænkningen udebliver eller fremstår uden den logiske sammenhæng mellem årsag og virkning. De har ikke oplevet og har derfor heller ikke fået erfaring med, at processen mellem stimuli, aktion og den dertil hørende behovsopfyldelse, kan have et forudsigeligt forløb, hvor de har retten til at opleve sig forstået og tilfredse.
Børnene bliver derfor opmærksomhedskrævende, manipulerende og konfliktskabende i deres forsøg på at få følelsesmæssigt afløb eller kontakt. De har i relationer med voksne svært ved at modtage følelser, uden at glide af på kontakten, føle sig truet eller angrebet. Deres selvfølelse er lav, selvoplevelsen er følgeligt diffus og de mangler derfor personlig identitet, set i et udviklingspsykologisk perspektiv.
Som hovedregel er børnene dårlige til at danne egne erfaringer og har ringe tillid til og forestilling om deres egen udvikling. Den manglende identitetsfølelse opleves som regel som en tomhed hos børnene. Blandt børnene ses ofte trivselsproblemer som fysiske vækst- og spiseforstyrrelser. De opleves desuden ofte psykosetruede og stærkt angstprægede.

Børnene i vores målgruppe er skadet ind i den tidligste symbiose med forældrene. Det betyder, at barnet ikke har selvstændige ressourcer i sit følelsesmæssige udtryk, det kan ikke genkende og udtrykke almindelige følelsestilstande som vrede, angst, sorg, glæde, tilfredshed.
I forældrerelationen er der tilsvarende ikke umiddelbare følelsesmæssige ressourcer tilstede i forhold til barnet. Hvis der er tilgængelige følelsesmæssige potentialer mellem barn og forældre, er barnet for velfungerende i forhold til Harebakkens behandlingsmæssige ramme og hører derfor ikke under Harebakkens målgruppe.

Det er børn som er diagnosticerede ved:

- Omsorgssvigtede børn
- Såkaldt voksne børn
- Tidlige kontaktskader
- Udviklingsskadede - herunder organiske skader

Uanset diagnose er det et kriterium i visitationen, at barnet skal kunne profitere af Harebakkens behandlingstilbud og at barnet kan tænkes ind i den eksisterende børnegruppe.
Vi indskriver således ikke børn med massive psykiatriske diagnoser (f.eks autisme eller aktiv psykose). Diagnosen seksuelt misbrugt bliver vurderet særskilt fra sag til sag.



BEHANDLINGSVÆRDIER

Harebakkens mål er at normalisere børnenes vækst og udvikling optimalt og vi må derfor være ydmyge og alligevel krævende i forhold til børnenes nuværende og kommende livskvalitet.
Vi ønsker først og fremmest:

- at børnene bliver glade og trygge
- at børnene føler sig godt tilpas
- At børnene kan orientere sig følelsesmæssigt og socialt, alt efter det enkelte barns muligheder og forudsætninger.

Harebakken ønsker at bibringe børnene et positivt livssyn, hvor de lærer at opsøge viden, nye muligheder og skabe betingelser for sig selv, der forhøjer livskvaliteten i stort og småt.



DAGLIGDAG PÅ HAREBAKKEN

I hverdagene begynder morgenen for alle børn kl. 7.00 med fælles morgenbord. Vågner børnene tidligere, må de gerne stå op, men de skal blive på deres eget værelse.
Der er faste tider og rutiner for det enkelte barn.
Børnene har efter eget valg forskellige opgaver som borddækning, riste brød, lave havregrød, rydde bordet. Tiden er med hensigt beregnet, så børnene kan nå morgentoilette og morgenmad. Der er ikke tid til andre aktiviteter, morgenen forløber som et fast ritual, der giver børnene en rolig og samlet start på dagen.

Mødetiden i skolen er kl. 8.30 til 14.00, undtagen fredag hvor skolen slutter kl. 12.30. De børn, der ikke kan klare at tage skolebussen, køres i taxa.
Vi ser ikke at Behandlingsstedet Harebakkens målgruppe er børn, der uproblematisk kan gå i folkeskolen. Vi samarbejder derfor fortrinsvist med en lille, privat skole, der er et skoletilbud til behandlingskrævende børn.

Når alle børn er kommet hjem fra skole, holder vi en fælles samling, hvor der serveres eftermiddagsmad.
Vi taler om hvordan skoledag en er gået, og gennemgår eftermiddagens program:

- der er børn der skal følges til en fritidsaktivitet fx badminton, ridning, musikskole, gymnastik
- der laves legeaftaler med børnene. Hvad har de lyst til at lege, og hvem vil de gerne være sammen med. De voksne vurderer ud fra børnenes ønsker, hvad der er hensigtsmæssigt og realistisk, så barnet sikres størst mulig kvalitet i sin leg
- skal vi tage en tur på havnen, på cykeltur, til Tarzantræet med det store svingtov?
- når børnene er parate til det, får de små opgaver, som de laver i løbet af dagen eller ugen fx tømme opvasker, lægge vasketøj sammen, vande blomster, støvsuge bilen
- børnene har en fast maddag, hvor menuen fastlægges ud fra børnenes ønsker
- der er ofte besøg af børnenes forældre eller netværk. Disse besøg fastlægges for et ½ år ad gangen, i samarbejde med børnene, forældrene og forvaltningen
- de store børn kan selv tage bussen til fritidsaktiviteter, i ungdomsskolen eller i ungdomsklub
- at se fjernsyn eller spille computerspil er populære aktiviteter, hvor barnet træner koncentrationen uden at involvere sig på det følelsesmæssige plan
- der er mulighed for at være på nettet, efter aftale med de voksne

Mellem kl. 17.30 og 18.30 spiser vi aftensmad. Børnene hjælper enten sammen eller hver for sig med borddækning/afrydning. Ved alle måltider har børnene faste pladser, bestemt af de voksne og med individuelle hensyn til børnene.
Måltiderne er en væsentlig del af barnets basale behov. I spisesituationen vil barnet altid afdække/signalere sit omsorgssvigt.
Vi er tydelige i vores beslutning om ikke at sammenblande barnets basale behov og vores behandlingsindsats således, at barnet ved at vi om muligt ikke taler problemer under måltider. Tværtimod bestræber vi os på, at måltiderne skal være ukomplicerede – en rar situation, hvor barnet kan få madro.
De mindste børn ser som regel børnetime kl. 18-18.30. De store børn aftaler lege eller aktiviteter, der er rolige, f.eks kortspil, Matador, computerspil. Alle børn har faste sengetider ud fra alder og behov.

Det er af afgørende betydning for os, at det daglige liv på Harebakken er roligt og overskueligt for børnene.
Vi bestræber os på at skabe en rar stemning, et trygt rum for børnene, hvor der gælder samme adfærdsmæssige regler her, som i en almindelig familie.
Det stiller krav til de voksne om, at der ikke må være ligegyldighed omkring børnene: at børnene ikke løber ukontrolleret rundt, at de ikke råber ad hinanden eller de voksne, men lærer at formulere sig, at den personlige hygiejne er i orden, at børnenes tøj er helt og rent, at farver og stil er afstemt og passer til børnenes alder, at vi gør rent og rydder op når der kommer gæster, at vi tager pænt tøj på og opfører os som alle andre mennesker, når vi er i byen fx i teateret, på restaurant.

Der er som regel altid to voksne på vagt. Det er så vidt muligt de samme voksne, der er her flere dage ad gangen, men tidsmæssigt forskudt, så der altid er en voksen der har været på Harebakken dagen før. Det giver forudsigelighed og kontinuitet for alle, der kan planlægges over længere tid, begivenheder og problemer/konflikter kan følges op og bringes til en løsning. Det giver børnene en sammenhæng i deres hverdag.
For at sikre, at der er nærhed i relationerne mellem børn og voksne i dagligdagen, deler de voksne ofte børnene imellem sig således at børnene altid ved hvilken voksen, der bestemmer, kan give svar og er til at lave aftaler med. Det betyder, at den ene voksne og nogle af børnene på skift kan tage ud af huset om eftermiddagen, på biblioteket, legeplads, indkøb m.m. Det giver luft i huset og mellem børnene og sikrer at et aktuelt ønske og det mere impulsive også tilgodeses.
Da vi mener det er behandlingsstedets kvalitet at have få, gennemgående voksne i børnenes liv her på Harebakken, har vi valgt at lægge vægt på styrkelsen af børnenes relation til alle voksne, børnene har således ikke en primærpædagog her.

I beskyttelsen af børnene er de voksne i princippet altid inden for hørevidde af børnene. Når de er sammen på værelserne, er der altid en åben dør. Vi ved at børnene har svært ved at sætte egne grænser, ligesom det er vanskeligt for dem at sige fra når andre børn er grænseoverskridende. Nogle børn har, ud fra deres problematik, brug for at invitere til krænkelser.
Det er i denne forbindelse vi mener, at Harebakkens børn ikke uproblematisk kan have sociale kontakter med almindelige børn. En sådan kontakt bliver nøje forberedt, så vi er sikre på, at barnet ikke efterlades i en kontakt, som det ikke er forberedt på eller er trænet i.

Vi mener at et godt børneliv er et godt legeliv. Vi sikrer legen kvalitet - det indlevende, oplevende, udlevende – for børnene, ligesom vi prøver at skabe en fælles social ramme i legen. Magter barnet ikke at lege, går den voksne ind og leger med / øver leg.
Legene har forskellig karakter og afstemmes efter det enkelte barns evner, alder og behov. Vi har masser af Lego og Playmobil, ligesom lege med fx dukkehuse, barbiedukker, butik, sandkasse er i høj kurs. Vi bruger det at spille computer, se video og TV som et bevidst pusterum for børnene. Her kan de sidde i ro uden krav og stimulering udefra.
Vi er klart udvælgende i de film, TV-udsendelser og computerspil børnene tilbydes. Vi bestræber os på at disse kan give barnet en oplevelse, som barnet kan forholde sig umiddelbart til, på et indlevende og ufarligt niveau. Når de ser fjernsyn har hvert barn sit eget vattæppe, som det gerne vil putte sig med.

En vigtig aktivitet for børnene er at være på ”den runde” – den fælles legeplads ved gadekæret, hvor de møder børnene fra byen. De spiller fodbold, rundbold og andre fælleslege. Når gadekæret fryser til, er alle børn på isen, også om aftenen, hvor der er sat belysning op – så er det bare rigtigt hyggeligt. Om sommeren går vi på stranden, bader, svømmer og springer i vandet fra badebroen eller på det dybe, ude ved tømmerflåden.
Harebakkens børn deltager flittigt i disse sociale aktiviteter, fulgt af de voksne. Byens øvrige børn synes det er rart, at Harebakkens voksne deltager, ser på eller kan give en hjælpende hånd, hvis det bliver nødvendigt. Harebakkens børn kan deltage upåfaldende, lave sociale kontakter og samtidig have den voksnes beskyttelse.
Da børnene ikke er i stand til at aflæse sociale og følelsesmæssige situationer, er det afgørende for den sociale accept af Harebakkens børn, at de voksne kan følge børnene som formidlere og konfliktløsere, inden børnenes følelsesmæssige handicaps stempler dem som dårlige kammerater.

Alle børn deltager i de månedlige børnemøder, hvor børnenes ønsker kan blive fremsat og diskuteret, såvel mellem børnene indbyrdes, som mellem børn og voksne. Børnene har ligeledes løbende tilbud om at få private samtaler med de voksne, hvor det enkelte barn støttes til at forstå sig selv og til at kunne formulere de problemer, det kan have med såvel med de andre børn som med de voksne.

Børnene ved, at de altid vil blive hørt og forstået. De ved også, at det er de voksne, der ud fra børnenes egne forudsætninger vil bestemme, hvad der er bedst for barnet, eller hvilke forudsætninger der skal til, for at barnet kan få et ønske opfyldt. Børnene ved, at når de er parate til det, vil alle voksne få den samme viden om dem. Børnene ved, at de har lov til at have deres problem, det kan de ikke blive skældt ud for. Det eneste børnene kan blive skældt ud for, er hvis de ikke hører efter hvad den voksne siger.

De store børn trænes i at begå sig på mere alderssvarende vis. Vi træner buskørsel, hvor der flittigt gøres brug af mobiltelefonen, som en udvidet kontakt og vejledning til barnet. Børnene lærer at gå på biblioteket, i banken, på shopping, på besøg hos venner og evt. familie. Ungdomslivet trænes, de voksne henter og bringer til de fester og koncerter, som er en del af ungdomskulturen, og hvor dagsordenen bl.a. også er begyndende omgang med alkohol og sex.

De store børn får hjælp til at holde styr på lomme- og tøjpengene, at deltage i forskellige arrangementer f.eks. ridestævner, fodboldkampe, koncerter i musikskolen, at blive mere ansvarlige for at få hjælp og støtte hos de voksne til opfyldelsen af egne behov og ønsker.

Når det er weekend, er der ligesom i en almindelig familie, mere tid til hyggeligt samvær og en mindre stram tidsplan.
Så går vi i Brugsen efter morgenbrød, kan se morgenflimmer sammen, stadig i nattøjet, under det varme tæppe.
Børnene ordner på skift deres værelser sammen med en voksen, rydder op, skifter sengetøj, sorterer legetøj.
Der bliver tid til længerevarende aktiviteter ud af huset: en skovtur med madpakke, svømmehal, biograf, loppemarked, fodboldkampe og turneringer etc. Eller der er god tid til at bage, et langt karbad, lade hele huset flyde med en god leg. Om aftenen er børnene længere oppe, der er fælles TV-hygge, evt. med slik eller popcorn.

De børn, der har weekend-samvær med forældrene, er så vidt muligt af sted samme weekend, så der er mulighed for at holde en ”fri”weekend for de børn, der ikke kommer til forældrene på samvær. Vi bestræber os på at gøre disse weekends til noget særligt, hvor såvel stemningen i huset som de valgte aktiviteter er præget af, at der er færre børn hjemme.

Der er vigtigt, at de børn, der er på samvær, får tid og opmærksomhed såvel før som efter samværet, og får mulighed for at formulere deres forventninger og oplevelser: hvad glæder de sig til, hvad er de betænkelige ved, er der ting der er uklare i aftalen/samværet med forældrene, hvad gik godt og hvad var svært. Børnene har som alle andre børn et stort behov for at fortælle om deres oplevelser.

Om sommeren tager vi på ferie, enten her i landet eller i udlandet. Vi benytter campingpladser eller feriecentre, hvor børnene har mulighed for at opsøge kontakt med andre børn.
Ferien er meget vigtig for børnene, selvfølgelig som et brud på hverdagen, der rummer nye krav og muligheder, men specielt kan det give nye behandlingsmæssige gevinster at være et fællesskab, hvor alle, såvel børn som voksne, er på neutral grund.



PROBLEMFORSTÅELSE OG BEHANDLINGSINDHOLD

I vort behandlingsarbejde tager vi udgangspunkt i to rammer, der i dagligdagen udgør et integreret hele:

- i den ydre ramme fastlægger vi en synlig, konkret og styrende struktur
- i den indre ramme er vores forståelse af barnets udvikling psykodynamisk og baseret på relationen mellem den voksne og barnet. Dette udgør vores grundlæggende holdning og metode overfor barnets problemer og udviklingspotentialer

I det enkelte barns udvikling ser vi disse to rammer som et tilbud til barnet, hvor det alt efter tillid, behov og parathed kan bevæge sig rundt, afsøge sit psykiske rum, afprøve begge rammer med den sikkerhed for barnet, at det altid kan vælge den ydre ramme som tryg base og pusterum. Denne vekselvirkning foregår såvel i det daglige, som over et længere behandlings- og udviklingsforløb.



BARNETS YDRE STRUKTUR (RAMMEN)

I arbejdet med børnene søger vi at afklare børnenes følelsesmæssige kaos som forudsætningen for egentlig udvikling og vækst. De manglende indre strukturer i børnene, nødvendiggør ydre struktur i form af faste rammer og regler. Vi opbygger derfor en dagligdag med faste rytmer og rutiner, den ene dag ligner den anden, "vi gør nøjagtigt som vi plejer". Børnenes hverdag bliver hermed overskuelig, genkendelig og forudsigelig.
Børnene er ikke i tvivl om hvad de må og ikke må, ligesom de præcist er klar over krav og forventninger, også omkring opførsel. De bliver ikke udsat for situationer og oplevelser, som de ikke i forvejen er blevet forberedte på - og nøje kender krav og betingelser for.
Den voksnes rolle er ubetinget at være den som bestemmer alt. Heraf følger også, at den voksne kan fratage barnet ansvar, gøre det fri af skyld og stille præcise, rent adfærdsmæssige krav, som vi er sikre på at barnet kan honorere.

Vi ser denne ydre struktur som en stabil tilstand, en basis hvor barnet kan falde til ro, få lov til at være ubekymret og hvile i sig selv. Strukturen bliver det fundament, hvor barnet begynder at kunne mærke sig selv og som det kan orientere sig ud fra, både i relation til de tidligste behov og ud i den omgivne verden. Det giver viljen til at vokse og udvikle sig.
I takt med, at børnene gør de ydre rammer/regler/normer til deres egne, opstår roen og trygheden for dem. De tør opleve tilliden til den voksne og bliver efterhånden i stand til at modtage nærhed, omsorg og beskyttelse fra den voksne. Hvor barnet tidligere måtte kæmpe om magten og den ydre kontrol - som modvægt til det indre kaos - oplever vi at barnet her føler sig set og forstået. Barnet styrkes i sin identitet og tør nu opleve sig selv i relationen.

Den ydre struktur bygges op omkring:

- faste rutiner omkring det fysiske: spisning, søvn og personlig hygiejne
- faste tider i hverdagen: børnene går i skole, deltager i faste fritidstilbud (fodbold, ridning, gymnastik etc.), faste samværsaftaler med familie og netværk
- faste opgaver: rengøring, oprydning, madlavning etc.

Det er et vigtigt holdepunkt for de voksne, at den ydre ramme kun er et middel til at gøre barnet tilgængelig for egentlig udvikling. For Harebakken kan den ydre ramme aldrig blive et mål i sig selv.

Den ydre, faste ramme er en invitation til barnet, om at overtilpasse sig. Overtilpasning betyder, at barnet ved at gøre som der bliver sagt, i første omgang kan undgå at involvere sig følelsesmæssigt, men kan høste megen ros og anerkendelse ved at samarbejde. Det er således i overtilpasningens følelsesneutrale felt, at vi får mulighed for at kontakte barnet, på det verbale, fornuftige og konkrete plan. I overtilpasningen forholder barnet sig nemlig først til det den voksne bestemmer, og kan dernæst udvikle egen tænkning og forståelse.

Specielt omkring indskrivningen af et nyt barn, er det vigtigt at sikre sig denne kommunikation med barnet. Det er i den første tid, at barnet nydefinerer sig selv i forhold til egen tidligere historie – egen familie, tidligere anbringelser, oplevelser og erfaringer. Det er vores erfaring, at det er meget vigtigt for barnet, at få formuleret dette på faktaplan, hvor de følelsesmæssige spøgelser og dramaer bliver neutraliseret. Barnet kan dernæst indgå i en mere risikofri proces og kan nemmere modtage og bearbejde de oplysninger, som forvaltningen har lagt omkring anbringelsen.

Det er også i overtilpasningen, at vi kan afdække mangler på indre struktur og tryghed i barnet. I overtilpasningen – det neutrale – kan vi få en fælles forståelse med barnet om: hvad der er svært for barnet, hvordan det føler sig truet, hvad der ville være godt for barnet, hvordan vi kan hjælpe barnet.
Specielt i starten af en anbringelse må vi tage ”kampen om omsorgen”, hvor barnet i sin egen omnipotente oplevelse både kan passe sig selv, sine forældre, styre de øvrige børn og voksne og samtidigt viser ringe forståelse for egen beskyttelse. Kampen om omsorgen fremtræder som oftest som almindelig magtkamp. I denne fase formidler vi roligt og tålmodigt at børn ikke kan have voksenansvar:

- de voksne hjælper/passer på dig
- hvordan kan den voksne gøre dig glad eller tilfreds lige nu?
- det kan godt være svært at lære at bo på Harebakken, men en dag vil du have lært det ligesom de andre børn.

I vores forståelsesramme og problemløsning, kan vi i overtilpasningen være normdannende, hjælpe børnene til at integrere nye normer og værdier fra den ydre struktur. Hermed kan vi tydeliggøre et normalitetsbegreb og træne barnet i hvad der defineres som normalt. Ved barnets integrering af værdierne i den ydre struktur, får det et redskab til at forstå sig selv, opleve og tænke i normalitet.



BARNETS INDRE STRUKTUR

Det kræver en del fælles indsigter og forståelser barn og voksen imellem, at nå til det punkt i relationen, hvor barnet tør slippe den ydre kontrol og - også på det følelsesmæssige plan - vise tillid, tryghed og behov for omsorg.

Barnet har først plads til egentlig udvikling, når vi har givet det nye betingelser og afklaret kaos. Når barnet får lyst til selv at ville, at kunne, at turde tro på, så kommer barnets egen oplevelse og forståelse af sig selv til udtryk. – Og det er lige her, i barnets møde med verden, i barnets relationer til andre mennesker, at vi kan styrke og udvikle dets personlighed og hjælpe barnet til at erfare og danne nye indre strukturer, alt efter barnets egne betingelser og forudsætninger.

Det er her der opstår relationer og de voksne kan begynde at intervenere:

- at anvise konkrete sociale handlemuligheder og give barnet en oplevelse af egne og andres grænser
- at definere følelser og nuancer heri og træne/bevidstgøre disse. Til hver følelse knytter sig oplevelser og erfaringer, hvor barnets tidligere følelser som regel er ”forurenede”
- give børnene lov til at mærke hvordan de har det, lade dem blive i følelsen, også de ubehagelige følelser
- at arbejde med årsag-virkning
- at arbejde med, at virkelighed og oplevelse af virkelighed er to forskellige ting
- at give barnet ansvaret tilbage, det ansvar vi fra start fratager barnet i struktur og styring. Ansvaret giver vi tilbage til barnet i nøje afgrænsede og overkommelige ”doser”, hvor succesen er uundgåelig
- at træne barnet i at tænke. ”Hvad kan vi lege i morgen, som vi ikke har leget før?”
- at virkeligheden forandrer sig og dermed også barnets rolle: - fra skyldig til uskyldig, hvor årsag til skyld ligger i relationen mellem barn og forældre, ikke i barnet selv; - fra passivt offer til aktiv deltager og den der kan forandre sin virkelighed og dermed også skabe en fremtid

Ved således at lytte, observere, være forstående og indfølende, gælder det for de voksne på Harebakken om at finde ind til barnets oplevelse og forståelse af sin egen situation – eller mangel på samme – og efterfølgende i relationen hjælpe barnet til at forstå og rumme egne følelser. Derved ændres barnets kaotiske virkelighedsopfattelse til et, så vidt muligt realistisk virkelighedsbillede/sundere opfattelse af sig selv.

I vores arbejde med barnets relationer, er vi meget opmærksomme på, at det er barnet der er i det behandlingsmæssige centrum og at vi som troværdige voksne får betydning som dem der styrer, støtter og spejler børnene.

I vores holdning til børnene og deres problemer, arbejder vi på at fremhæve barnet i en positiv selvoplevelse. Det er vigtigt for de voksne at begribe det kaos barnet lever i, at barnets virkelighed ikke er den voksnes virkelighed. Det er vigtigt, at de voksne afstemmer deres forventninger til barnet ud fra barnets egne forudsætninger.
Tillid, ros og anerkendelse er en god måde at opnå kontakt med barnet og dermed afstemme virkeligheder og krav. Når vi roser, fastholder vi børnene i en positiv, konkret situation, hvor barnet også kan føle sig bekræftet i de voksnes virkelighed. Når barnet har opnået en færdighed - både socialt og praktisk – bortfalder behovet for ros gradvist, barnet viser at den opnåede færdighed er blevet en integreret ressource.

Vi taler aldrig negativt til barnet som person, sådan at det negative i barnets virkelighed kan opfattes som en personlig egenskab ved barnet: ”Jeg er ikke vred på dig, men det du gør. Hvad kunne du gøre i stedet?” ”Du er OK. Det du gør, er ikke OK” Vi sætter det negative ind i en udviklingsproces, hvor problemet kan forstås og hvor vi – evt. sammen med barnet – kan finde en løsning.

Vi tilstræber som princip ikke at skælde børnene ud. Vi prøver at undgå fælder, hvor børnene inviterer til at få skæld ud eller at et andet barn bliver skældt ud. I stedet forsøger vi at tilrettevise adfærden, bl.a ved at gentage, gentage, gentage. Hver gang vi fortæller barnet hvad det ikke må, fortæller vi det samtidigt hvad det må i stedet. I stedet for bebrejdelser, tilbyder den voksne på forhånd hjælp og støtte: ”Hvis det bliver svært for dig, må du kalde, så skal jeg hjælpe dig”. Stiller vi for stort et krav, søger vi at omforme, formindske, tilpasse kravet: ”Det var mig, der gav dig lov til for meget, nu vil jeg lægge bedre mærke til hvornår det bliver svært for dig.”

Løsning af konflikter er bl.a en måde, hvor barnet lærer sine egne grænser og ressourcer at kende. Vi hjælper i første omgang barnet til at kunne sige fra. Når vi laver en legeaftale, tager vi altid stilling til den eventuelt forudsigelige konflikt: ”Når I ikke kan enes mere, hvad har du så lyst til at lave?” Eller: ”Kom og fortæl når I ikke kan enes mere, så hjælper jeg jer” eller mere avanceret: ”I skal tilsammen finde ud af at enes. Når I ikke kan det mere, slutter vi legen”. Ved at betragte konflikter som et spørgsmål om barnets udvikling, undgår vi en direkte konfrontation, hvor konfliktens løsning bliver et spørgsmål om magt/voksenmagt versus børnemagt.
Åbenheden om barnets problemer og udvikling, giver barnet en mulighed for at udtrykke og forstå sin egen oplevelse og lære problemløsning.

En styrkelse af den positive udvikling, er at sætte ord på følelser og erfaringer. De voksne hjælper børnene ved at definere og spejle deres følelser: ”Når du har det sådan, er du glad/ked af det/vred”. De voksne kan afdække betydningsindholdet i barnets følelser f.eks: når barnet udtrykker angst, er der noget barnet ikke kan forstå - udtrykker barnet vrede, er der noget som barnet gerne vil opnå - udtrykker barnet sorg, er der noget som barnet mister.
Vi forsøger at vise barnet, at det er helt normalt/legalt at have følelser og øver det at bruge følelser funktionelt.
Når barnet begynder at begribe og erkende sine følelser, kan det også begynde at forholde sig til sin fortid og sin fremtid. Barnet kan begynde at folde sin egen historie ud ved at sætte ord på de oplevelser og følelser, som knytter sig til disse – barnet begynder at blive hovedperson i sin egen eksistens, hvor det tidligere har fortalt sin historie med dramaets, forældrenes eller helt manglende perspektiv.

Vi taler åbent med børnene om deres udvikling, hvilke problemer de har, hvad de har svært ved, hvordan det føles og hvad løsningen kan være. De voksne fremhæver ligeledes børnenes kunnen og muligheder. Børnene bliver bevidste om, at de er forskellige – de individualiseres – og at de kan og må forskellige ting, alt efter udvikling og modenhed.
Børnene bliver sammenlignelige og genkendelige for hinanden, deres isolation og ensomhed brydes, når det går op for dem, at de ikke er alene med forbudte følelser, tanker, voldsomme oplevelser. ” Her behøver man ikke at have hemmeligheder, det kan være meget svært at have hemmeligheder”. Og ”Det du kan fortælle mig, kan jeg godt tåle at høre”.

En del af denne isolationsbrydende proces er, at vi taler meget med børnene om deres fortid og logisk nok, deres forhold til forældrene. Barnet rekonstruerer sin fortid og bruger forholdet til forældrene som faste referencer – som en helt normal udviklingshistorie. Vi taler om hvor svært det er at savne, at blive vred på og samtidigt elske, at forældrene stadig vil være de vigtigste, at de altid skal kende deres forældre, at det er børnene der er børn og at forældrene er voksne. Vi arbejder med børnenes livshistorier, laver billedmapper med tekst og hjælper børnene med at holde kontakt til deres netværk, hvis ikke andre gør det.
Børnene spejler sig i hinandens udvikling og erfaringer, ser hinandens styrker og problemer og fremstår derved mere og mere som adskilte, selvstændige personer. Det fremgår tydeligt i dagligdagen på Harebakken, at der er opstået en børnekultur, der ikke bygger på børnemagt, men på normalitet, udvikling og gensidig tolerance.

Normaliteten bruges som motivationsfaktor, f.eks stræber børnene efter at få lov til at tage skolebussen i stedet for at blive kørt i skole. Børnene ser derfor også normale dagligdags gøremål som et spørgsmål om positiv udvikling og ikke sur pligt. F.eks er et barn stolt over at magte at dække morgenbord, de vil gerne have lov til at lave mad, gøre værelset rent osv. ”Jo mere du kan, des mere må du”. Et vigtigt redskab er at få børnene til selv at erkende: ”Hvad skal du selv gøre/kunne for at få lov til…”

Den ydre struktur støtter børnene i, at de ikke slås og sjældent skændtes, at negative og aggressive følelser ikke bliver normdannende. Vi oplever, at den positive udvikling i den indre struktur er selvforstærkende for børnene. Dette giver tilsammen en tryg og rolig ramme om deres hverdag, hvor børnene giver udtryk for, at de har det godt på Harebakken.
En god målestok for børnenes udvikling og tilpasning er, når børnene kan begynde: at lave sjov uden at true eller blive truet af det, at fortælle en god vittighed, at hjælpe hinanden uden først at blive opfordret af en voksen, at indrømme en fejl uden at finde en undskyldning hos andre, at gøre hinanden glade, at planlægge og selv lave en gave til et fødselsdagsbarn uden beregnende bagtanke, at kunne respektere, når et andet barn bliver ulykkeligt og får trøst af den voksne, at lægge planer for fremtiden: tænk hvis vi engang kunne…



BARNETS FAMILIE

I vores beslutning om ikke at udgøre kernefamiliemæssige rammer, ligger en afgørende respekt for de indskrevne børn og deres familie. De indskrevne børns forældre har været, er og vil altid være de vigtigste personer i barnets liv.
Selvom barnets relation til forældrene kan være nok så præget af svigt og kaos, er det trods alt den relation og tilknytning, som vil være den stærkeste for barnet.

Vi opfordrer forældrene til at støtte barnet, fordi barnets udvikling kun er mulig gennem relationen til forældrene. Og fordi vi ønsker at møde forældrene i omsorgen for barnet. Vi pointerer overfor forældrene, at vi ikke ønsker at konkurrere om forældrerollen. Vi er voksne behandlere, som passer godt på barnet så længe det bor på Harebakken.
Vi får en ny mulighed for at behandle deres barn, fordi barnet er anderledes knyttet til os end til forældrene.
Det er således vigtigt for os, at vi ikke truer forældrenes egen status/forældreidentitet og deres følelser og omsorg for barnet, men tværtimod inviterer dem til et samarbejde herom.

Det har været Harebakkens erfaring og udvikling, at vi har ændret vores holdning til forældrene på afgørende vis. I de første år havde vi den opfattelse, at vi på Harebakken kunne beskytte børnene mod forældrenes manglende forældreevne, ved at tage børnenes parti. ”Vi opfatter, at det indenfor vore behandlingsmæssige rammer, ville være uetisk både at være på forældrenes og barnets side. Vi kan ikke være loyale til begge sider, uden at blive dobbeltbundede i vores relationer med barnet. Vi ville så tvivl i barnets sind, om vi nu også kan og vil passe på barnet, sådan som vi altid siger.”
Vi arbejdede ganske vist ud fra en fundamental respekt for forældrene, men mente, at barnets udvikling kunne adskilles og endda befordres, ved at forældrene ikke kom på Harebakken: ”Vi ser barnets og forældrenes udviklingsforløb som to adskilte forløb, hvor forældre evt. skal have egne behandlingstilbud og egne behandlingsrelationer. Hvis forældrene har et behandlingsbehov, er det som regel et behov for psykologisk udvikling, der modsvarer barnets udviklingsbehov, dvs. at barnets udvikling er standset lige der, hvor forældrenes eget udviklingsbehov begynder. Harebakken laver ikke forældrebehandling. I stedet tilbyder vi samarbejde omkring koordinering af barnets behandling og forældrenes behandling..”(Citater fra Harebakkens tidligere beskrivelse 1998).

I takt med børnenes lange anbringelsestid på Harebakken stødte vi ind i erkendelsen af, at vi ikke kan udvikle børnene uden en udvikling af forældrerelationen. Det er også vores erfaring, at forældrene som regel ikke er i stand til at indgå i et selvstændigt behandlingsforløb. Vi ser i dag, at når vi tager barnets parti, tager vi også forældrerelationen med som et nødvendigt udviklingspotentiale. Beskyttelsen af barnet er også beskyttelsen af dets forældre. Vi kan ikke adskille barnet og forældrenes udviklingsforløb, fordi de stadig er forenet til den uforløste symbiotiske binding. Så længe forældrenes betydning ikke defineres og præciseres overfor barnet, kan det ikke definere og forstå sig selv. Så længe forældrene ikke kan udtrykke nærhed og omsorg for barnet, vil barnet efterlades med ansvaret for såvel sig selv såvel som forældrene.

I de seneste år har vi derfor budt forældre og netværk indenfor på Harebakken. I den fælles beskyttelse af barnet og forældrene er det vigtigt for os - i samarbejde med forvaltningen - at få defineret samværene både i forhold til barnet og forældrene. De skal vide, at vi ikke mener, at forældrene kan passe på og beskytte barnet. Forældrene har lov til at have det svært med at være forældre, derfor vil vi hjælpe dem med at forstå barnet og komme i god kontakt.
Forældrene vil komme, når de er parate til det.
For børn i vores målgruppe vil samværet ofte til en start være af kortere tidsrum, 1 til 2 gange om måneden, og med en voksen på Harebakken som deltager.
Et sådant samvær kan være en nødvendig lettelse for forældrene, selv om det umiddelbart kan ligne en krænkelse af deres rettigheder som forældre. Det er vores erfaring, at det er en lettelse for forældrene at få tilladelse til i en periode ikke at optræde som forældre. De vil af Harebakken blive beroliget med, at dette ikke fratager dem deres betydning som barnets forældre – den relation er der aldrig nogen der kan fratage dem eller barnet.

Selv om forældrene er imod anbringelsen, er det vores erfaring, at de med tiden vil svare på vores vedvarende opfordring til dialog. Ofte vil dialogen starte som forældrenes udskældning og trusler, hvilket vi så kan være i dialog om!

Det er vores mål altid at højne forældrenes betydning ved at gøre dem tydelige i forhold til barnet f.eks spørge dem:

- hvordan vi skal forklare barnet, at de har valgt ikke at komme på Harebakken
- hvilken kontakt ville de selv ønske de kunne have med deres barn, og hvad skal til for at det kunne lykkes?
- Hvilken støtte har de brug for, og hvad er realistisk?
- Hvad kan de gøre for barnet, hvis de ikke har overskud til/kan holde ud at besøge barnet?
- Kan de holde ud, at barnet savner dem og tillægger dem betydning som forældre?

Under alle omstændigheder vil manglende kontakt/overholdelse af aftaler bliver defineret som forældrenes problem, det har ikke noget med barnet at gøre. Omvendt kan det være udtryk for forældrenes omsorg for barnet, at de giver det lov til at bo på Harebakken, når de ikke selv kan passe barnet.

På Harebakken er forældrenes betydning et vigtigt omdrejningspunkt. Selv om barnet ikke ser forældrene så ofte, vil vi næsten dagligt tale med barnet om dets forældre:

”Hvad tror du Mor vil sige til, at du er blevet bedre til at …?
”Vi må vi huske at spørge Far om hvad der skete, dengang da…
”Vi ved du tænker på Mor nu og du bliver bekymret over hvem der passer på Mor. Der er andre voksne der vil hjælpe Mor. Voksne skal ikke hjælpes af deres barn, de skal hjælpes af andre voksne”
”Når Mor ikke kommer på besøg i dag ved vi, at du er bange for, at hun er syg eller død. Hvis det var sket ville vi have fået det at vide”
”Det har været for svært for Far at komme i dag, de voksne på Harebakken vil ringe til ham og høre hvordan han har det. Far har lov til at have det svært. Det har ikke noget med dig at gøre”

I kontakten mellem barnet og dets forældre opfatter vi vores egen funktion som oversættere, dvs. vi tolker og formidler de følelser, behov, ønsker, tanker og problemer som ikke tidligere er blevet formidlet tydeligt og åbent mellem barn og forældre.
Konkret lærer vi barnet og forældrene at være sammen på ny. Gennem vores oversættelser vil vi omdefinere den oprindelige relation og give den nyt indhold. Vi bruger megen tid på at tale åbent med forældrene om deres barns følelsesmæssige skader, om de kontaktproblemer der opstår for barnet, når det ikke bliver rigtigt afkodet af forældrene, og hvordan det er afgørende for barnets udvikling, at forældrene lærer at høre på barnet, forstå og støtte det. Harebakken kan give forældrene denne læring, når de er parate til det.
Det er vores faste overbevisning at alt kan og vil blive sagt åbent, vi har ikke hemmeligheder for nogen, heller ikke børnene. Det er måden vi siger tingene på der er afgørende.

Det er vores udgangspunkt altid at fratage børn og forældre det ansvar de ikke selv kan tage, herunder altid at opløse skyldfølelsen og mindreværdet.

”Det er ikke din skyld, at du har fået det så svært”.
”Det er ikke Mors skyld at hun ikke kunne passe på dig. Hun troede, at hun gjorde det rigtige. Der blev heller ikke passet på Mor da hun var en lille pige. Hun har ikke lært, hvordan man passer på børn”.

Vi vil altid sørge for at definere forældrene positivt i forhold til deres betydning: ”Godt at Mor ringede afbud i dag, det viser at hun tænker på dig”.

Efterhånden som kontakten mellem barn og forældre udbygges, bliver forældrene mere deltagende i barnets liv. De kommer med, når der skal købes tøj til barnet, hvis der er lægebesøg, udflugt til Tivoli, de holder barnets fødselsdag /konfirmation, enten i eget hjem eller på Harebakken, der kan evt. arrangeres julefest med forældre og søskende på Harebakken. Til disse arrangementer deltager der som regel en medarbejder fra Harebakken.

Når forældrekontakten fungerer, vil vi begynde at inddrage den øvrige familie og evt. andet netværk. Dette vil foregå ud fra barnets behov og ressourcer.

Harebakken oplever almindeligvis forældrekontakten som positiv og uproblematisk, da vi ikke konkurrerer på forældrerolle eller har andre interessekonflikter. Forældrene giver ligeledes ofte udtryk for tilfredshed med, at deres børn bor på Harebakken, så længe det ikke er muligt at have dem boende hjemme.



HAREBAKKEN OG SAMARBEJDSPARTNERE

Behandlingsstedet Harebakken har nogle faste principper der sikrer os, at vores ansvar og samarbejdsrelationer bliver tydelige og veldefinerede:

- vi er enebestemmende i visitationen, vi er ikke underlagt andre interesser fra en evt. samarbejdspartner. Det er vigtigt, at vi ved indskrivning af et ny barn, ser anbringelsen ud fra barnets interesser og muligheder - ligesom vi er opmærksomme på at indskrivningen af et barn uundgåeligt vil påvirke, og helst også skal påvirke den eksisterende børnegruppe
- vi laver selv de halvårlige indberetninger, da det er i disse, forvaltninger og forældre kan følge barnets udvikling og vi anser det for vigtigt at være præcise og ansvarlige her overfor
- vi vælger og ansætter selv vores supervisor, som vi betragter som Behandlingsstedets behandlingsmæssige omdrejningspunkt



VISITATION

Ved henvendelse fra en anbringende myndighed er det en betingelse for anbringelse at barnet er velbeskrevet og kan indplaceres i Harebakkens målgruppe. Vi ser på anbringelsens karakter og betingelser m.h.t. familieproblematik, samvær, skolegang m.m. Vi søger at afdække barnets behandlingsbehov. Er Harebakken det rette tilbud til barnet? Er barnets problematik foreneligt med den eksisterende børnegruppe?
Hvis der ud fra disse oplysninger ser ud til at være basis for en evt. indskrivning, får vi sagen tilsendt, vi gennemgår den internt i personalegruppen og indhenter evt. yderligere oplysninger.
Beslutter vi at gå videre med sagen, inddrages supervisor, der gennemgår sagen på det kliniske niveau, kommer med bud på barnets udviklingsbetingelser og fremtidsperspektiver, hvilke forhold skal evt. tages i betragtning omkring selve anbringelsen, for at barnet sikres udvikling og vækst på Harebakken.
Ser sagen fortsat positiv ud, mødes vi med forvaltningen her på Harebakken. Vi viser rundt, fortæller om stedet og søger at afdække forvaltningens forventninger til et anbringelsesforløb.
Inden vi giver et endeligt tilsagn, besøger vi barnets aktuelle anbringelsessted (som regel en døgninstitution) og taler med barnets kontaktpædagog – den eller de, der har den daglige kontakt med barnet. Denne kontakt har høj prioritet for os, da den er meget informationsgivende på det konkrete, praktiske plan.
Det kan nogle gange være nødvendigt for os at se barnet et kort øjeblik, uden at barnet nødvendigvis behøver at kende årsagen dertil. Det er vores erfaring, at det er vigtigt at sikre, at der er noget i barnet der har vores sympati, noget som efterlader en følelse af, at vi kan gøre noget for barnet. Her viger det rationelle for det intuitive, her er måske det endelige ja, som kan bære en anbringelse i årene fremover.

Forvaltningen gennemgår den lovpligtige handleplan (Lov om social service § 53) med Harebakken, herunder:

- formål med anbringelsen
- anbringelsens forventede varighed
- særlige forhold vedrørende barnets pleje, behandling m. m.
- hvilke former for støtte bliver selvstændigt iværksat overfor familien i forbindelse med, at barnet opholder sig uden for hjemmet
- plan for opretholdelse af kontakt mellem barn og forældre (Lov om social service § 57)
- barnets skoleplacering

Samtidig tages stilling til punkter i en anbringelseskontrakt mellem forvaltningen og Harebakken: den godkendte opholdstedspris, indskrivningsgebyr, evt. taxa til skole og samvær, evt. ekstra foranstaltninger.

De mest sårbare børn vil ved indskrivning på Harebakken opleve, at skift i deres ydre ramme er stærkt truende og diffus for deres grundlæggende selvopfattelse og oplevelse af identitet. For at beskytte børnene bedst muligt kan vi til disse børn evt. søge pædagogisk støtte i en indkøringsperiode.
Det er vores erfaring, at ekstra støtte i en krisesituation kan indhente kostbar behandlingstid for barnet (og dermed forvaltningen). Ved på forhånd at vurdere om det enkelte barn evt. får brug for ekstra pædagogisk støtte, sikres at opholdstedsprisen holdes stabil for de øvrige anbragte børn.



INDSKRIVNING

Første trin i selve indskrivningen er, at forældrene kommer på besøg på Harebakken. Det er vigtigt for os, at forældrene så vidt muligt accepterer barnets indskrivning her, om muligt også ved tvangsanbringelser. Vi gør det helt klart for forældrene at:

- Forvaltningen har, i forhold til Harebakken, beslutningen og kompetencen omkring barnets anbringelse, bestemmer samvær og betingelserne, hvorunder anbringelsen forløber
- Harebakken kan tilbyde barnet en plads, så længe der ligger en beslutning om anbringelse. Vi har det daglige behandlingsansvar og er som en selvejende fond også selvbestemmende omkring vores tilbud og betingelser, med ansvar over for Harebakkens bestyrelse og gældende lovgivning
- At Harebakken kun modtager børn med et behandlingsbehov
- Vi har indberetningspligt over for forvaltningen og kan derfor ikke være fortrolige med forældrene
- Vi er samarbejdende med forældrene omkring barnets trivsel og udvikling
- Vi gør rede for de holdninger til barnets familie som vi tidligere har beskrevet (s.8)
- Forældrene kan altid ringe angående det generelle, det praktiske, hvis de er i tvivl/utrygge ved udsagn fra barnet. Vi taler ikke med forældrene om det rent behandlingsmæssige på et uformelt plan, vi henviser her til formelle møder hvor forvaltningen altid deltager
- Det kan være afgørende for barnet at forældrene - som de vigtigste personer i barnets liv - kan give barnet tilladelse til at bo på Harebakken

Det bedste udgangspunkt for en anbringelse er, at forældrene i løbet af besøget bliver i stand til at tænke deres barn ind i Harebakkens rammer. Hvis det er muligt udleverer vi en billedmappe til forældrene, hvori vi i tekst og billeder giver et indtryk af Harebakken. Mappen tilpasses det enkelte barn, alt efter barnets funktionsniveau og alder og efter hvilke indre forestillinger og billeder, vi ønsker at fremme hos barnet. Vi ser helst at det er forældrene, der efterfølgende fortæller barnet, at det skal indskrives på Harebakken og viser mappen til barnet. Forældre og barn kan være sammen i processen, hvor det er forældrene, der introducerer det nye sted, og derefter overdrager mappen til barnet. Barnet har herefter mulighed for at se i mappen, tale med de voksne omkring sig om billedmappen og det nye liv der venter forude. Barnet er således bekendt med Harebakkens fysiske rammer, og har måske ansigt på såvel børn som voksne, inden selve indkøringen starter.

Den rent praktiske del af indskrivningen ser vi helst indeholder følgende elementer:

- en første kontakt til barnet i form af et brev: På Harebakken kan man bo, så længe man ikke kan bo hjemme, vi har netop plads til et barn som dig, vi glæder os til at besøge dig, må vi få et billede af dig, som vi kan vise til de børn der bor på Harebakken? Evt. sender vi et par nye billeder med, som barnet kan sætte i billedmappen

- Vi besøger barnet hvor det opholder sig
- barnet på et kort besøg på Harebakken, hvor husets børn ikke er til stede. Måske vises fotos af Harebakkens børn
- barnet på besøg, hvor husets børn er hjemme
- anskaffe et eller andet til barnets nye værelse, sammen med barnet, eller barnet medbringer en egen ting, der efterlades på barnets værelse på Harebakken
- Evt. en prøveovernatning, hvor barnet efterfølgende vender tilbage til sit eget miljø, får mulighed for at reagere i kendte omgivelser

Det er vores erfaring, at børnene flytter hurtigere ind rent mentalt, end de fleste omkring børnene forventer. Det viser sig ofte, at børnene i Harebakkens målgruppe ikke kan tåle at være spændt ud mellem to miljøer over længere tidsrum, og at barnet fejlagtigt kan få den opfattelse, at det ikke må få lov til at flytte ind, enten for os eller for de voksne på det aktuelle anbringelsessted.



SAMARBEJDE MELLEM FORÆLDRE, FORVALTNING OG HAREBAKKEN

Harebakken har følgende tilbud til samarbejde:

Der afholdes 2 handleplansmøder om året, hvor der vurderes om handleplanen skal revideres (Lov om social service § 56). Forud for disse handleplansmøder har Harebakken lavet en skriftlig statusrapport.
Handleplansmøder afholdes på forvaltningen og alt efter anbringelsens karakter forestiller vi os et totrinsmøde. Først afholdes et behandlermøde mellem forvaltning og Harebakken. Efterfølgende er forældrene inviteret til at få statusrapporten om barnet gennemgået/diskuteret. Det er af stor vigtighed for os, at forældrene samtidigt får mulighed for at rejse/få løst problemer i forhold til barnet/anbringelsen. Ved behov for væsentlige ændringer i handleplanen kan forvaltningen, Harebakken eller forældremyndighedsindehaveren indkalde til nyt handleplansmøde.

Der holdes - efter behov - et mere formelt møde mellem Harebakken og forældrene, hvor også barnet deltager.
Dagsorden er at samstemme barnets udvikling mellem barnet, forældrene og Harebakken. Forvaltningen er velkommen til at deltager i disse møder. Alt efter anbringelsens karakter kan barnet deltage helt eller delvist i besøget. Barnet vil her have mulighed for at blive hørt om sin anbringelse, ligesom det vil få en fornemmelse for, at de voksne omkring anbringelsen og forældrene kan tale sammen/samarbejde.

Disse møder sikrer, at der er kontakt mellem forældre, forvaltning og Harebakken, helst ca. hver tredje måned. Vi ser en sådan mødeplan som en god forudsætning for at få et velfungerende og dækkende samarbejde omkring barnet og anbringelsen.
Her ud over er anbringende forvaltning altid velkomne på tilsynsbesøg.



SUPERVISION

I Harebakkens ansættelseskontrakter står: ”Supervisionen er Harebakkens behandlingsmæssige omdrejningspunkt”.
I supervisionen har vi mulighed for at tage hvert enkelt barn op til drøftelse: hvad udtrykker barnet, som vi ikke forstår? Hvilke pædagogiske tiltag er mulige? Hvad er barnets næste udviklingstrin? Hvilke kliniske betragtninger? osv.
I fællessupervision lægges også grunden til Harebakkens halvårlige statusrapporter til forvaltningerne.
Vi har endvidere mulighed for personlig supervision, teamsupervision, ledelsessupervision og supervision på Harebakkens samarbejdsrelationer.
Supervisor deltager i visitationen og dette betragter vi som afgørende – i bestræbelserne for at undgå fejlanbringelser. Supervisor afholder temadage om særlige emner, som er relevante for det daglige behandlingsarbejde. Harebakkens ønske er at udvikle disse temadage til et kompetencegivende uddannelsesforløb for medarbejdergruppen.


Harebakkens supervisor er socialrådgiver Janne Blarke. Hun er eksamineret klinisk transaktionsanalytiker, psykoterapeut MPF, EATA, EAP, eksamineret træner, underviser og supervisor.
Orienteret mod integrativ teori og metode, transaktionsanalysens psykodynamiske rødder, objekt relation, binding og tilknytning samt somatisk teori og metode.
Klinisk specialområde i diagnose og behandling af alvorligere fejludvikling, psykoser og affektive lidelser.
Specialområder i regressive, følelsesforløsende og følelsesudviklende metoder såvel som kognitiv vækst.
Fra 1969 – 1982 arbejdet med henholdsvis børn og unge i Ungbo, samt misbrugere og psykisk syge unge voksne i Ungdomsklinikken. Siden 1982 i privat praksis.
Yder supervision og uddannelse til personalegrupper, kliniske faggrupper, plejefamilier og enkeltpersoner med vægt på personlig og professionel vækst. Er tilknyttet terapeutiske samfund og behandlingskollektiver, sociale institutioner og uddannelsessteder i Danmark, Sverige, England, Schweiz og Indien. Giver workshops i udlandet og på internationale kongresser.
Pt. supervisor og underviser for kommuner, terapeutiske behandlingskollektiver, familieplejer og plejehjemsforeninger, settlementet Askovgården, opholdssteder, AMU undervisere og ældrekonsulenter.





BEHANDLINGSSTEDET HAREBAKKEN
Bredvigvej 1 B
4050 Skibby

Tlf: 47 52 05 95
harebakken@post.tele.dk