I hverdagene begynder morgenen for alle børn kl. 6.30, hvor de vækkes af den voksne.
Det er vigtigt at der er tid til det enkelte barn: Hvordan har du sovet, hvad skal du have hjælp til, med påklædning eller andet?
Der er fælles morgenbord kl. 7.00. Ved alle måltider har børnene faste pladser, bestemt af de voksne og med individuelle hensyn til børnene.
Der er faste tider og rutiner for det enkelte barn.
Tiden er med hensigt beregnet, så børnene kan nå morgentoilette og morgenmad.
Der er ikke tid til andre aktiviteter; morgenen forløber som et fast ritual, der giver børnene en rolig og samlet start på dagen.
 
Alt efter alder og parathed tager børnene enten bussen til skole, køres med taxa eller af Harebakken.
De mindre børn, der ikke går i skole, opholder sig enten på Harebakken med en planlagt dagsaktivitet eller køres i børnehave.
Skoletiden er i hverdagene kl. 8.00-14.00, om fredagen dog kl. 8.00 -12.00.
 
Når alle børn er kommet hjem fra skole/børnehave, holder vi en fælles samling, hvor der serveres eftermiddagsmad med frugt og knækbrød.
Vi taler om, hvordan dagen er gået og gennemgår eftermiddagens program.
Nogle børn skal til fritidsaktiviteter og andre sociale kontakter, der er samværsaftaler med forældre, der er aktiviteter med Harebakken og der er børn, der deltager i de daglige gøremål.  
 
Efter den fælles samling har børnene ca. 20 minutters stilletid, hvor de hver for sig skal beskæftige sig selv, enten på eget værelse eller i en af stuerne.
Det aftales på forhånd hvad det enkelte barn skal fylde tiden ud med:  Se TV, spille computer, læse eller lege.
Barnet får her et frirum, hvor det kan omstille sig, og samle sig om resten af dagen på Harebakken.
 
Vi spiser aftensmad kl. 17.30 -18.00. De børn, der er ude af huset, spiser senere.
Vi bestræber vi os på, at måltiderne så vidt muligt skal være ukomplicerede – en rar situation, hvor barnet kan få den nødvendige madro.
 
De mindste børn ser som regel børnetime kl. 18–18.30. De større børn aftaler aktiviteter med de voksne, enten indendørs eller en fælles udendørs aktivitet.
 
Alle børn har faste, daglige badetider. De får den fornødne hjælp til badning, personlig hygiejne og tøjskift.
 
Børnene har faste putte- og sovetider ud fra alder og behov.
Det enkelte barn får en tid med den voksne, hvor dagens begivenheder og tanker kan vendes og morgendagens planlægning forberedes. Der lægges tøj frem til næste dag.
De mindre børn får godnathistorie og de større børn kan læse eller bruge puttetiden til en ekstra snak med den voksne.
 
Når det er weekend er der, ligesom i en almindelig familie, mere tid til hyggeligt samvær og en mindre stram tidsplan.
Vi laver lidt ekstra ud af morgenbordet, kan se morgenflimmer sammen, stadig i nattøjet, under det varme fjernsynstæppe. Børnene ordner på skift deres værelser sammen med en voksen.
Der bliver tid til længerevarende aktiviteter ud af huset eller en afslappet stund i huset, hvor børnene bare kan slappe af og nyde søndagsroen.
Om aftenen er børnene længere oppe, der er fælles TV-hygge, evt. med lørdagsslik, chips eller popcorn.

© Copyright 2020 | Harebakken | BREDVIGVEJ 1B | 4050 Skibby | Tlf: 47520595 |